Det befriende ved Mærk Livet er, at den hele vejen igennem fokuserer så præcist på det, der er den egentlige, tidløse kerne i spiritualitet – på tværs af alle religioner. På det, der er oprindelsen til alle religioner

Forord til Mærk Livet

af Klaus Gormsen

Mange – måske de fleste – der bliver interesserede i personlig og spirituel udvikling tager det til at begynde med for givet, at målet, svarene og vejene allerede ligger parate til brug. Men den søgende opdager, når han eller hun går dybere ind i emnet, at området er et sandt babelstårn af forvirring:

Det, der i den ene bog er rigtigt, er i den anden forkert.

Guruerne modsiger hinanden, bøgerne anvender helt forskellig sprogbrug om samme begreber – eller er de nu de samme? Og hvad går vores søgen egentlig dybest set ud på? Hvordan i alverden skal en søgende sjæl, der gerne vil udvikle sig, dog finde rundt i alt det? Hvilke bøger har substans og handler om kernen i al udvikling, og hvilke bøger giver læseren stene for brød? Eller måske snarere candyfloss for brød, som mange letbenede new age-bøger og pop-psykologiske overfladebøger giver?

Det befriende ved Mærk Livet er, at den hele vejen igennem fokuserer så præcist på det, der er den egentlige, tidløse kerne i spiritualitet – på tværs af alle religioner. På det, der er oprindelsen til alle religioner – selvom denne kerne senere er blevet helt overlejret af ydre ritualer, moralske krav, magtpolitik og dogmatisme. Den ægte spirituelle erkendelse fordrer, at man frigør sig helt og aldeles fra alle gamle autoriteter, leveregler, dogmer, hellige bøger, profeter, guruer og metafysiske konstruktioner. Men vi må ikke smide barnet ud med badevandet! Den spirituelle kernevisdom er selve livets mening og essens, og den må genopdages, beskrives i sin rene form og udbredes – som det sande, stærke alternativ til ’tro’ og dogmatisme. Men hvad er så den tidløse kerne i personlig og spirituel udvikling?

Strippet for al ydre iklædning og alle kulturrelative former? Det er: Den direkte oplevelse af det, der i denne bog kaldes nærvær og følelsen af at være et med alt, transcendensen af jeget. Det har været de sande mystikeres mål til alle tider uanset land, race eller religion. Og: Ophævelsen eller udviskningen af alle reaktive reaktioner i sindet. Det som Eckhart Tolle i bogen kalder opløsningen af smertekroppen. Smertekroppen er den samlede sum af negativitet og smerte, der nærmest optræder som et selvstændigt ’dæmonisk’ væsen i os, og som ofte overtager kontrollen og bilder os ind, at vi er smertekroppen, hvilket – Gud ske tak og lov – ikke er tilfældet!

De positive nyheder er, at vi står midt i et kæmpe gennembrud inden for terapeutiske og spirituelle teknikker. Re- volutionerende nye og effektive teknikker til forvandling af sindet er de sidste tredive-fyrre år blevet konstruerede og har fundet vid udbredelse. Dette efterlader de gamle psykoanalytiske teknikker og teorier så forældede som en hjulkærre ved siden af en moderne bil.

Jeg ser mig omkring i verden og i min personlige bekendtskabskreds. Og jeg ser, at mange mennesker gennemgår psykiske forvandlingsprocesser af en intensitet og art, man forgæves vil søge en beskrivelse af i de traditionelle spirituelle skrifter. Selv yogiernes og tantrikernes beskrivelser af kundalinirejsning ligner ikke rigtig det, jeg ser omkring mig og lytter til med intens interesse og undren. Jeg kan ikke komme til nogen anden konklusion, end at vi er på nyt territorium, som der endnu ikke findes gode kort over, hverken i de gamle spirituelle skrifter eller i den gamle (før ca. 1970) terapeutiske litteratur.

Den bog, du sidder med i hånden, befinder sig i forfronten af alle de nye erkendelser og måder at beskrive spirituel udvikling på. Det gør den blandt andet, fordi adskillige af de interviewede spirituelle lærere fremhæver, at de følelsesforløsende og smertekrops-opløsende teknikker er en uundværlig del af den personlige udvikling, og at de spirituelle teknikker ikke kan stå alene, uden at der bliver tale om alverdens forskellige skævvridninger af udviklingen. Men opløsningen af smertekroppen kan heller ikke stå alene – for gennembrud på dette område er samtidig direkte porte eller åbninger til nærvær og jeg-transcendens. Der er ikke tale om to veje, der måske mødes eller ikke mødes, det er én samlet proces fra allerførste sekund! Denne altafgørende indsigt kommer også på en meget instruktiv måde til udtryk gennem Bettina Vilmuns sammenkædende tekst og hendes beretning om sin egen intense og dybtgående udviklingsproces. Her er en ’moderne’ kvinde i enhver betydning af ordet: Hun skal have krævende erhvervsarbejde som journalist, alenemor-rolle med to børn, følelsesudrensning af gamle reaktive reaktioner, parforhold til (problemskabende) mænd og opnåelsen af spirituelt nærvær passet ind i døgn, der kun har 24 timer.

Hendes projekt ligner den gamle gåde om, hvordan man får fire elefanter ind i en folkevogn. Men det lykkes for hende: Erkendelserne og nærværsoplevelserne opstår i situationer med ekstremt ydre pres, mere eller mindre kronisk søvnløshed og en krævende baby. Det lykkes hende faktisk at få to elefanter ind på bagsædet og to på forsædet, som løsningen på gåden jo lyder! Bettina Vilmuns selvbiografiske afsnit er utvivlsomt genkendelige for mange kvinder i livsomstændigheder, der minder mere eller mindre om Bettinas. Netop på grund af den genkendelighed er beskrivelserne vigtige og kan tjene til at vise, hvordan man (måske) får den personlige udvikling til at hænge sammen med livets mange krav i en kultur, der lægger stadig større vægt på konkurrence, præstation og evnen til at fungere i alle mulige komplekse sociale sammenhænge.

Bettina Vilmuns personlige historie viser tydeligt hvor ’rodet’ og forvirret udviklingsprocessen faktisk kan se ud for mange os – i kontrast til alle de bøger, foredrag m.v., der kan få den personlige udviklingsproces til at se afklaret, målrettet og entydig ud. Liv intenst levet bliver let ret rodet og forvir- ret! Bettina Vilmuns beskrivelser er derfor mere relevante end gamle skrifters beretninger om munkes og nonners mystiske enhedsoplevelser og ekstase opnået i klosteragtig isolation og frihed fra det almindelige livs påtrængende krav.

Bettina Vilmun har som led i sin egen erkendelsesproces interviewet et flot udvalg af vor tids ledende spirituelle vejle- dere og har samlet visdomsessens sammen, der peger på frem- tidens spiritualitet: En spiritualitet, der retter sig direkte mod den enkeltes oplevelse af nærvær og jeg-transcendens.

Alle de vejledere, der præsenteres i bogen, lægger helt klart ansvaret for spirituel udvikling over på det enkelte menneske – der er ingen ’frelse’ at finde ved overgivelse til dem. Vi slipper ikke for at være vores egen guru, vores eget lys og vores egen terapeut. Men selvfølgelig er vejledning og inspiration til, hvordan man kan arbejde med sig selv, uundværlig. Og at være i nærheden af mennesker, der allerede har nået et højt bevidstheds- og energiniveau kan ’løfte’ vores egen bevidsthed på en måde, der sommetider kan opleves som en ’fribillet’ til frihed, kærlighed og ekstase. Men ansvaret for at vælge, hvad vi vil bruge og hvordan, hviler stadig på vores egne skuldre.

Jeg ønsker og håber, at du vil nyde at være i selskab med nogle af vor tids vigtigste spirituelle lærere, og at du vil suge essensen af deres vejledning til dig og bruge den i din egen udviklingsproces.

Klaus Gormsen er cand.psyk. og har siden 1978 arbejdet med at udvikle og undervise i Gensidig Terapi – en metode, hvor deltagerne lærer at hjælpe hinanden med personlig og spiri- tuel udvikling på gensidig udvekslingsbasis. Han har i samme periode oversat en lang række centrale bøger om terapi og spirituel udvikling og har fungeret som forlagskonsulent ved vurderingen af bøger og manuskripter. Han er selv forfatter til bøgerne Gensidig Terapi og Ekstasens nødvendighed.