Slut fred med tiden
»Hvad kan være mere nyttesløst, mere vanvittigt end at skabe indre modstand mod noget, der allerede er? Hvad kan være mere vanvittigt end at gå imod selve livet, der er i dette øjeblik og altid er nu? Giv dig hen til det, der er. Sig ’ja’ til livet – og se, hvordan livet pludselig begynder at arbejde for dig og ikke imod dig.«
– Eckhart Tolle
Uddrag fra “Mærk Livet”
Den vigtigste relation, vi nogensinde kommer til at få, er relationen til os selv. At den relation er god og nærværende, er forudsætningen for enhver anden relation, uanset om den handler om partner, børn, venner, karriere, ja sågar vores materielle liv. Alt, hvad der er en del af vores liv, præges af kvaliteten af vores egen relation til os selv. Jo mere nærværende, vi kan blive med os selv, vores følelser, krop og sanser, jo mere til stede i vores liv vil vi være, og desto mere livskvalitet vil vi opleve.
Desværre ved vi som regel ikke engang, at vi det meste af tiden i varierende grader er fraværende i vores eget liv. Vi oplever det, som om tiden, dagene, ugerne og årene bare flyver af sted. Hele tiden er der en gnavende fornemmelse af ikke at have tid nok. Vi skriger alle på mere tid, men i virkeligheden er det ikke mere tid, vi har brug for. Det, vi har brug for, er at opøve evnen til at være mere nærværende i den tid, vi har. Men nærværets kunst er en evne, de fleste af os har mistet i en eller grad i takt med, at vi er blevet voksne. Vi oplever oftest kun at være fuldt nærværende, når vi forelsker os, føder børn, elsker, eller hvis vi har en sport, en hobby eller et arbejde, der kan fremme nærværet. Derfor har vi en fornemmelse af, at vores liv er et tog, vi halser håbløst bagefter og aldrig rigtigt når at sætte os op i. Men der er faktisk en måde, vi kan træde ind i vores liv på; sætte os op i toget og nyde udsigten. Og det er at udvikle vores evne til nærvær.
Nærvær er, når vi er tættest på os selv. Det er i nærværet, vi kommer i kontakt med livets essens, med os selv og andre mennesker. Det er i nærværet, vi møder kilden til livets storhed og til vores lykke. Det er i nærværet, vi virkelig mærker, at vi lever, og det er i nærværet, at vi udvikler os og vokser som mennesker. Men alt for ofte har vi kun et meget lidt nærværende forhold til os selv og lever ud fra overfladiske impulser i vores personlighed og ud fra de normer og den omverden, vi er præget af. »Det går jo meget godt«, og det ser sikkert også sådan ud på overfladen. Vi tager os sammen og forsøger at holde stressen fra døren, men i de stille stunder mærker vi en uro og en udefinerbar længsel, så vi investerer endnu mere energi i vores forsøg på at skabe de ’rigtige’ rammer om vores liv, så vi – den dag, når og hvis det hele lykkes – kan opnå den forventede tilfredsstillelse: indre fred og lykke. Men vi knokler oftest på de forkerte områder i vores liv. Vi løber den forkerte vej, når vi forsøger at indfri vores længsler, håb og drømme i den ydre verden. I virkeligheden skal vi kigge indad for at finde den ægte kilde til fred, ro og nærende livskvalitet. Det er kun en indre rejse mod en mere nærværende kontakt med os selv, der for alvor kan få os til at føle os ’mætte’ og give os den eftertragtede livsfylde, fred i sindet og øjeblikke af dyb, tilfredsstillende lykke.
“Følelser, længsler og savn er – uanset hvor svære de måtte synes at være – en direkte invitation til at bevæge os ud på en indre rejse og hjem til os selv.”
Når vi savner og længes, uanset hvad det ydre objekt er, handler det om vores savn og længsel efter at komme i kon- takt med os selv – med vores sjæl. Nogle kalder det væren eller den indre kilde, andre kalder det bevidsthedens inder- ste, essens eller sjælsbevidsthed.
Den store digter Rainer Maria Rilke kaldte det meget smukt for »den store hjemve, vi aldrig kunne ryste af os«, og det er et godt billede på den længsel, vi alle mærker som en grundtone, der er mere påtrængende i nogle perioder end i andre, og opleves mere bevidst hos nogle mennesker end hos andre. Desværre ved vi oftest meget lidt om, hvordan vi skal besvare den indre kalden, så den bliver hørt, og vi kan finde hjem til det sted i os selv, hvor ægte, nærende livskvalitet kan opleves ud fra. Følelser, længsler og savn er – uanset hvor svære de måtte synes at være – en direkte invitation til at bevæge os ud på en indre rejse og hjem til os selv.
Vi ligner, som bevidsthedsforskeren Peter Russel fortæller i kapitel 1, den vise tåbe Nasruddin i sufi-fortællingerne, som har tabt sin nøgle et eller andet sted inde i sit hus. Men han leder efter den ude på gaden, for som han siger: »Der er meget mere lys her udenfor«. Vi søger nøglen til tilfredshed i verden omkring os, fordi det er den verden, vi kender bedst. Det er sådan, vi er blevet opdraget til at håndtere vores savn og længsler. Vi jagter anerkendelse, prestige, magt, den eneste ene og alle de ting, vi forventer, at fremtiden skal tilfredsstille os med, men det eneste sted, vi har en chance for at opnå den tilfredsstillelse, vi forventer af de ting, er i nærværet.
Når vi er ved at løbe med de impulser, der handler om at fylde noget i vores liv ud fra nogle overfladiske behov, håb og længsler, er udfordringen at gå dybere ind i sig selv, udforske impulserne og finde ud, hvad det handler om på et dybere plan, for på et eller andet tidspunkt virker denne strategi ikke længere. Vi har alle et tidspunkt i livet, hvor vi når et mæthedspunkt på forskellige områder og opdager at uanset, om vi har opnået succes, anerkendelse, et velfungerede parforhold eller et godt familieliv, så mangler der stadig noget. Det er på tide at vende blikket indad.
