På vej ind i bevidsthedens årti
Interview med Peter Russell
Uddrag fra Mærk Livet, KAPITEL 1
»Vi ligner Nasruddin, den vise tåbe i sufi-fortællingerne, som har tabt sin nøgle et eller andet sted inde i sit hus. Men han leder efter den ude på gaden, for som han siger: ’Der er mere lys her udenfor’. Vi søger nøglen til tilfredshed i verden omkring os, fordi det er den verden, vi kender bedst. Vi ved, hvordan vi skal lave om på den, hvordan vi skal samle ting til os, hvordan vi skal få folk eller ting til at gøre sådan, som vi ønsker – og som vi tror, vil bringe os lykke. Vi ved meget mindre om bevidstheden, og hvordan vi skal finde indre tilfredshed. Der ser ud til at være meget mindre lys derinde.«
Peter Russell, Den nødvendige fremtid
Spirituelle budskaber præger film, tv og reklamer. De seneste år er gennemsnitlig halvdelen af bøgerne på The New York Times’ bestsellerliste titler, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med indre vækst. Den anerkendte bevidsthedsforsker Peter Russell mener, at verden står på tærsklen til en ny tid, hvor opdagelsen af den menneskelige bevidstheds muligheder vil blive den største revolution. Han kalder den nye tid ’bevidsthedens årti’ og mener, at vores største udfordring består i at udforske bevidstheden og forstå, hvordan den fungerer. Det er den sidste og vigtigste brik, vi mangler i den menneskelige evolution.
»Den fremtid, vi er ved at leve os ind i,« fortæller Peter Russell, »og som synes så usikker på grund af den hastigt accelererende udvikling og de tiltagende kriser, kan bringe lige så mange udviklingsspring i vores egen levetid som i hele menneskehedens hidtidige udvikling – hvis vi vågner op i tide. Den er kulminationen på millioner af års accele- rerende udvikling. Videnskaben har gjort store fremskridt i at forstå hjernen. Alt det, vi kan se, måle eller røre ved, har vi udforsket, men vi har ikke rigtig beskæftiget os med bevidstheden. I det næste århundrede vil vi forstå mere og mere om vores bevidsthed, og det vil blive en stor revolution for videnskaben. Det vil det også blive for samfundet – den viden og nye bevidsthed vil hjælpe os med de store udfordringer og problemer, vi vil møde i den kommende tid. I virkeligheden behøver vi ikke mere teknologisk udvikling. Vi skal nok få den, og vi vil få masser af den. Hvad vi virkelig behøver, er at forstå os selv. Vi lever i en tid, hvor vi opsøger og gør alt, hvad vi vil. Vi udforsker Mars, redesigner livet, men når det handler om den menneskelige bevidsthed, der er ansvarlig for alt det her, ved vi næsten ingenting.
Vi forstår ikke meget om vores følelser – hvordan vi føler frygt og had, hvordan tankerne opstår i sindet, og hvordan vi hænger fast i gamle tankemønstre. Sindet er stadig et mysterium. Men alle vores problemer er skabt af det menneskelige sind – af vores holdninger, vores frygt, vores behov og vores måde at tænke på. Hvis vi virkelig skal ændre verden – og det er vi er nødt til – handler det ikke om, hvad vi gør ved al vores teknologi, industrielt som militært. Spørgsmålet er, hvordan vi kan ændre vores måde at tænke på, så den passer til en global hi-tech verden og matcher fremtidens store udfordringer. Vi kan se på udfordringerne ud fra den gamle måde at tænke på og ignorere alle vidnesbyrd om, at den måde ikke fungerer længere eller, vi kan kigge dybere og prøve at se, hvad det viser os.«
Peter Russell sammenligner vores nuværende levevis og uholdbare måde at behandle planeten på med en, der arbej- der 18 timer i døgnet, ikke sover, ikke spiser sundt, ikke dyrker motion, ryger og drikker. På et eller andet tidspunkt giver sådan en livsstil sygdom. Man ved ikke af hvad eller hvordan, men det vil ske. Indtil folk begynder at søge efter de dybere årsager og gøre noget ved dem, vil tingene ikke ændre sig.
Peter Russell mener dog, at tingene er ved at ændre sig på græsrodsniveau: »Det sker, men disse forandringer tager lang tid. Måske ti, måske hundrede år. En ny bevidsthed vil tage over. Og det er vores ansvar at ændre spillets regler.«
Den indsigt – at vi skal søge i sindet, indeni os selv efter fred og lykke – kan ændre vores forhold til omgivelserne radikalt.
Hvordan kan vi ændre den måde, vi lever på?
»Det går tilbage til det gamle spørgsmål: ’Hvordan lærer vi kærlighed og medfølelse?’ Det er nemt at lære kærlighed og medfølelse, når det går godt. Det er straks sværere, når det går dårligt, og folk ikke opfører sig, som man ønsker det. ’Hvordan kommer vi så i kontakt med følelsen af medfølelse og kærlighed?’
Vi vil alle gerne have fred i sindet, være glade, ikke lide, ikke opleve smerte. Men måden, ’jeg’ forsøger at opnå fred i sindet på, er i konflikt med den måde, ’du’ forsøger at opnå fred i sindet på. Når den konflikt opstår, er det, at frygten og hadet kommer ind i billedet. Vi er fanget i en illusion, når vi tror, at vores lykke og fred i sindet er afhængig af, hvad vi gør eller får. Den indsigt – at vi skal søge i sindet, indeni os selv efter fred og lykke – kan ændre vores forhold til omgivelserne radikalt. Ellers ser vi andre mennesker som enten en mulighed for at få det, vi ønsker os, eller som noget, der står i vejen for det, vi ønsker – de kan hjælpe eller hindre os. På den måde bliver andre mennesker vigtige i bestræbelserne for at opnå lykke. De bliver redskaber for vores lykke. Det er igen et udtryk for den mate- rielle måde at tænke på: at jo mere vi har, des mere lykkelige vil vi blive. Når vi ser, at nogen kan hjælpe os, begynder vi at elske dem for alle de vidunderlige ting, de kan gøre for os. Når det modsatte sker, bliver personen en fjende, og så er der ikke langt til had.
Der er altid omstændigheder, der kan få os til at forfalde til frygt og had, det være sig i vores personlige forhold eller i de globale. Hvad vi bør gøre, er at kigge dybt i os selv og se, hvordan det opstår. Psykologien, de store åndelige mestre og religionerne har sagt, at vi befrier os selv fra frygt ikke ved at prøve at modstå den eller undgå den, men ved at være nærværende med den og observere, hvordan den opstår, og hvor den kommer fra. Den meste frygt er unød- vendig. Vi har brug for frygt, hvis vi eksempelvis er lige ved at blive kørt over af en bil. Så er det frygten, der får os til at reagere hurtigt. Men når vi føler frygt, er der i de fleste tilfælde ikke nogen reel fysisk fare det meste af tiden. Det er snarere psykologisk frygt end fysisk frygt. Det meste af den frygt, vi føler, gør ikke noget godt for os. Tværtimod gør den os ulykkelige, stressede og syge.
Den bedste måde at undgå frygt på er at være nærværende i nuet. Som regel er der meget lidt at frygte i nuet. Det samme er tilfældet med had. Basis for medfølelse, omsorg og kærlighed, som både kristendommen og islam taler om, er en dyb forståelse for, at vi alle er fundamentalt ens, og alle søger det samme. Vi vælger bare forskellige måder at opnå det på. Vi kigger alle efter det samme, og er alle fanget i en illusion om, hvordan vi kan finde det. Når vi indser det, ændrer det hele spillet. Det, der sker i øjeblikket i både vores personlige og nationale og internationale forhold, er, at vi falder for denne stupide idé: ’Jeg vil elskes, og jeg vil føle fred i sindet. Det bidrager du ikke til, og du gør ikke, som jeg ønsker. Derfor vil jeg såre dig på en eller anden måde’.
På det personlige plan sker det samme. Når det går skævt i et parforhold, begynder folk at angribe hinanden og være ubehagelige mod hinanden i håbet om, at det vil få den anden til at være eller gøre, som man vil have det. Løsningen er, at man siger: ’Jeg indser, at du også vil elskes, og at du også vil have fred i sindet – hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig med at opnå det?’ Så ændrer det hele sig. Målet er at få begge sider til at give hinanden det, de har brug for, i stedet for at tage det, de tror, de har brug for.«
Det paradoksale er, at vi egentlig godt ved, hvad vi vil have, men vi bliver forført – ja næsten hypnotiseret – af vores kultur til at tro, at for at få fred og lykke må vi have nok af de rigtige ting og gøre de rigtige ting. Det er en fælde, som hele den vestlige kultur er fanget i – at det er ydre omstændigheder, der afgør, hvordan vi føler og har det indeni. Det er det ikke, og det er ikke noget nyt.
Hvilke værdier synes du, vi skal fokusere på i fremtiden?
»I øjeblikket er vi meget fokuseret på de ydre værdier som penge – hvad vi ejer, og hvad vi kan komme til at eje – berømmelse og anerkendelse. Men hvad vi virkelig ønsker, er at få fred i sindet. Det paradoksale er, at vi egentlig godt ved, hvad vi vil have, men vi bliver forført – ja næsten hypnotiseret – af vores kultur til at tro, at for at få fred og lykke må vi have nok af de rigtige ting og gøre de rigtige ting. Det er en fælde, som hele den vestlige kultur er fanget i – at det er ydre omstændigheder, der afgør, hvordan vi føler og har det indeni. Det er det ikke, og det er ikke noget nyt. Mange spirituelle lærere og filosoffer har gennem tiden sagt, at hvordan du har det indeni, afhænger af, hvordan du opfatter tingene. Derfor handler det om at ændre vores måde at tænke på. En stor filosof sagde engang, at mennesker ikke bliver ulykkelige af de ting, der sker, men af den måde, de opfatter dem på. Det bliver en stor og vigtig forandring, når vi opdager, at vi faktisk ikke er ofre for ydre omstændigheder.«
Hvordan kan vi ruste os til den hastigt accelererende udvikling?
»Ligesom et træ skal være fleksibelt og have stærke rødder for at stå imod storme og uvejr, må vi stræbe efter fleksi- bilitet, indre stabilitet og have stærke rødder i os selv. Vi må vide, hvem vi er. Have selvværd og tillid til os selv, så vi ikke bliver slået følelsesmæssigt omkuld af alt, hvad der sker i den ydre verden. Ændringerne vil komme hurtigere og hurtigere, og vi er nødt til at ride på en bølge af forandring. Det kræver, at vi ikke er så påvirkelige af ydre omstændigheder. Ellers vil vi udmatte os selv og brænde ud. Vi må indse, at det at være glad og fredfyldt i sindet ikke er afhængigt af den ydre verden. Hvis vi tror det, vil vi skulle gå igennem megen emotionel turbulens. Vi må erkende, at vi selv er herre over vores tanker og følelser. Og for at bruge træet som eksempel igen, så er træet meget mere udsat, når det står alene, end når det er en del af en skovet rodnet.
I de hastigt accelererende tider, vi lever i, er det vigtigt, at vi har hinanden og er en del af et fællesskab. At vi har venner at være sammen med, som vi kan dele vores inderste tanker, håb og følelser med. Jeg har en kroatisk veninde, der oplevede voldsomme ting under krigen. Hendes hjem og forretning blev bombet, og jeg spurgte hende, hvordan hun overlevede følelsesmæssigt. Hun svarede: ’Jeg havde venner, som jeg kunne sætte mig ned og drikke en kop te og snakke med’.«
Vi er nødt til at fuldføre den indre rejse og vågne op til den fulde dimension af vores bevidsthed. Når vi virkelig opdager, hvem vi er, kommer vi i kontakt med en dybere følelse af kærlighed og medfølelse, som andre oplyste mennesker har været eksempler på. Tag eksempelvis Frans af Assisi, Mother Theresa og Dalai Lama.
Ser du en dybere mening med evolutionen?
»Vi er på vej imod at opdage, hvem vi virkelig er, og hvad det vil sige at være et bevidst væsen. Det er også, hvad de store spirituelle lærere har sagt gennem tusinder af år. Nu er vi kun halvt vågne, halvt bevidste om, hvem vi er. Vi er selvbevidste, men har kun en individuel følelse af, hvem vi er. Det er dét, man også kalder egoet. Og det er dét, der i høj grad driver vores liv. De kloge har sagt det igen og igen: Det er et universelt budskab, at vi er meget mere, end vi tror, vi er. Så længe vi tror, at vi kun er begrænsede, isolerede individer, opfører vi os på måder, der skader både os selv og andre mennesker. Vi kan ikke se det store billede og tænker på os selv hele tiden. Vi er nødt til at fuldføre den indre rejse og vågne op til den fulde dimension af vores bevidsthed. Når vi virkelig opdager, hvem vi er, kommer vi i kontakt med en dybere følelse af kærlighed og medfølelse, som andre oplyste mennesker har været eksempler på. Tag eksempelvis Frans af Assisi, Mother Theresa og Dalai Lama.
I øjeblikket er vi opslugt i den materielle fase, og det er der ikke noget i vejen med. For det er den, der vil give os den ydre frihed til, at vi kan få overskud og tid til at opnå den indre frihed. Men det er kun en fase og et middel til at opdage bevidsthedens uendelige storhed – den er ikke målet. Målet er dét, der omtales som den guddommelige væren eller vores sande indre natur, som indebærer, at vi lærer at blive nærværende.
En stor læremester på vejen er vores nære relationer. De problemer, vi har i vores forhold til andre mennesker, er symptomer på det, vi har brug for at heale inden i os selv. Tilgivelse er vigtigt i et forhold. Når vi tilgiver et andet menneske, giver vi slip på at dømme. Tilgivelse handler også om at indse, at vi inderst inde alle er ens – at vi alle ønsker det samme. Jeg tror, det var Dalai Lama, der sagde: ’Min religion er venlighed’. Det er meget svært, for det indebærer, at vi skal sætte os ud over vores programme- ring. Hvis alt, vi siger og gør, har den intention, at andre mennesker ikke skal føle sig sårede, men elskede, respekterede og værdsatte, vil vores forhold ændre sig positivt. Hvis udgangspunktet er, at man spørger sig selv: ’Hvordan kan jeg hjælpe ham/hende med at føle sig mere elsket og værdsat’, er man på vej til noget godt. Det er den dybeste spirituelle praksis, og vores forhold giver os mulighed for at udøve den. De mennesker, vi omgiver os med, vil igen og igen vise os, hvor meget vi har brug for at praktisere det, og hvor vi fejler.
Alle de problemer, vi har på alle områder af vores liv – personlige problemer, problemer med miljøet, økonomiske kriser, det sociale pres – er alle sammen tegn på, at den gamle måde at tænke på ikke fungerer mere. Det gjorde den for 50-100 år siden, men nu lever vi i en helt anderledes verden. Vi har ikke helt indset det endnu. Vi tror stadig, det handler om at forbedre de ydre omstændigheder. Men der er hele tiden noget, som siger til os: ’Nej, nej’. Det virkelige arbejde består i udforskningen og udviklingen af den menneskelige bevidsthed. Vi er nået til et punkt, hvor det er blevet tvingende nødvendigt at indse dette.
Udfaldet af vores fremtidige udvikling afhænger af vores villighed til at se på og opdage sandheden om os selv og den menneskelige bevidsthed. Det er en helt anden måde at tænke på, men det er ikke svært. Det synes svært, fordi hele vores kultur kigger den forkerte vej. Den er fokuseret på den ydre verden. Når vi begynder at fokusere på den menneskelige bevidsthed og de indre værdier, bliver det let. Det handler om fokus, fordi det, vi fokuserer på, vokser og udvikler sig. Inden for de seneste 10-20 år har bestseller- listerne i hele verden i højere og højere grad været bøger om selvudvikling, den menneskelige bevidsthed og spiri- tualitet. Det sniger sig ind i film, reklamer og tv, og flere og flere mennesker begynder at praktisere meditation og yoga. Det er ikke så langt væk. Vi står på tærsklen til det, der kan blive den største revolution i historien. Jeg tror, at vi om 200-300 år vil kunne kigge tilbage på denne tid som den store transformation, hvor vi virkelig opdagede, hvad det vil sige at være menneske – opdagede vores sande natur og vores bevidstheds fulde potentiale.«
Blå bog
Peter Russell er englænder, bosat i San Francisco i USA. Han er forfatter, bevidsthedsforsker og konsulent for mange store internationale virksomheder. Han har en bachelorgrad med udmærkelse i teoretisk fysik og psyko- logi fra University of Cambridge i England, hvor han stu- derede under den anerkendte fysiker Stephen Hawking. Derefter en kandidatgrad i computervidenskab, også fra Cambridge. Efterfølgende studerede Peter Russell medita- tion og østlig filosofi i Indien og udførte forskning i meditationens neurofysiologi ved University of Bristol. Peter Russell er forfatter til The Brain Book, The Creative Manager og til de dansk oversatte Den opvågnende jord og Den nødvendige fremtid.