Hvornår har du sidst været så stille, at du hørte din sjæls kalden?
Et retreat er et dybt møde møde med dig selv, dit nervessystem, din sjæl og din tilstand. Og en af de meste kraftfulde katalysatorer for personlig transformation
“Why are you knocking at every other door? Go, knock at the door of your own heart.” ― Rumi
Af Bettina Vilmun
Hvornår har du sidst kigget dit liv grundigt efter i sømmene?
Hvornår har du sidst sat dig ned, pauset trædemøllen, tanker, andres forventninger, problemer i kø og ladet stilheden sænke sig over dig?
Hvornår har du sidst været så stille, at du hørte din sjæls kalden?
Eller hvorfor banker du på alverdens døre? Bank på døren til dit eget hjerte, som Rumi så smukt siger det.
Tag på retreat!
Det er her du for alvor kan heale krop og sind, men måske også skabe den forandring du længes efter. Og måske vigtigst af alt, træne og fordybe dit nærvær og opdage dets nærende kvaliteter.
Et retreat er uden sammenligning en af de mest kraftfulde katalysatorer for personlig vækst og transformation, hvis vi vel at mærke vi taler om retreats indeholdende mindfulness, meditation, yoga, og stilhed, hvor du guides ind i bevidsthedens vågenhed.
Det inviterer dig hjem i din krop, så krop og sind og sjæl følges ad. Det inviterer til at vågne, et øjeblik ad gangen, så du er hvor du er, nærværende tilstede i nuet. Den mest restituerende og healende tilstand vi mennesker kan være i.
En periode, hvor du trækker dig væk fra hverdagens gøremål, travlhed, krav og forventninger, for at vende opmærksomheden indad, ofte i perioder med stilhed. Blot for at være sammen med dig selv, din sjæl, dit nervesystem, din krop, dit sind, dit liv.
Når hverdagens travlhed og støjen på de indre linjer forstummer og det bliver muligt at opleve en indre stilhed, vågner sanserne og bevidstheden. Det er her vi får øje på et solstrejf på et græsstrå, der vajer i vinden og kan sidde og tage dets skønhed ind i hvad der føles som en evighed, i dyb ydmyghed og undren over livets storhed. I det meditative nærvær begynder vi at se og forstå sammenhænge, som intellektets sort/hvide, rationelle tænkning ikke kan gabe over.
Når Gud kysser os på panden
”Når man har haft held til at dæmpe støjen i sig selv, når man har etableret en tordnende stilhed i sig selv , begynder man at høre en dyb kalden fra sit inderste. Ens hjerte kalder på én.” Thich That Hanh
Retreat betyder at trække sig tilbage. Man kan retræte fra en krig. Men retræte er også betegnelsen for en tilbagetrækning fra hverdagens gøremål – som måske også for mange opleves som en krig – mens man deltager i en undervisnings- og læreproces, der kan vare fra en dag i op til flere måneder.
Denne indre rejse har i mange år været forbeholdt munke og indviede i spirituelle traditioner, hvor man trak sig tilbage fra hverdagens gøremål i perioder, for at fordybe sin spirituelle praksis. I Buddhismen er det en essentiel praksis, men også kristendommen har tradition for retreats, hvor man kontemplerer over livet, søger Guds nærvær, beder og undersøger sit livs prioriteter.
I dag findes der et stort udbud af retreats, som de fleste mennesker kan deltage i. Retreats kan variere meget i form og indhold, men fælles for dem alle er ønsket om at skabe en ramme for personlig vækst, selvindsigt og heling.
De fleste retreats, og dem, jeg omtaler her, vil også indeholde et spirituelt element, uden at det bliver sekterisk. Vi kan simpelthen ikke blive så stille, uden at vi får en fornemmelse af at Gud kysser os på panden eller at der findes noget, der et større end os selv. En intelligens, en kraft i nærværet, som giver glæde og energi.
Har man først for alvor smagt denne sjælens frugt eller duftet dens aroma, i spirituelle retninger kaldt ” the pearl beyond price”, så har man fundet en vej, en udviklingsvej, hvor man igen og igen vil søge at færdes på stier, der fører til et vågent, levende, vibrerende nærvær.
Mennesker har færdes på de stier i tusinder af år og det er der kommet mange religioner ud af. Hvilken religion du end dykker ned i, vil du opdage, at de alle har skabt denne mulighed for kontemplation og stilhed med den fælles betegnelse, retreat.
Retreat i bjergene – lidt tættere på himlen og det guddommelige
“Stop leaving and you will arrive. Stop searching and you will see. Stop running away and you will be found.”
Lao Tzu
På et retreat forsøger vi at komme I kontakt med vores egen natur, bevidsthedens potentiale. Den natur vi er en del af, er stor inspiration, healing og støtte under et retreat. Derfor afholdes mange retreats i naturskønne omgivelser med skov, hav eller bjerge.
Jeg har selv valgt at tilbyde retreats i bjergene i Italiens grønne hjerte, Umbrien. På den gamle camino rute, Via di Francesco, har jeg fundet et gammelt kloster højt oppe i bjergene med vid udsigt, der drives af en familie, som lever af jorden. Alt hvad de serverer på deres bioagriturismo, har de høstet på deres marker og selv forarbejdet. Her er der fred og ro, natur, stor healende biodiversitet, skønhed, betagende udsigter og de bedste betingelser for indre fordybelse på et retreat. Bjergene i dette område i Italiens grønne hjerte, er et af mest storslåede, healende og spirituelle steder, jeg kender til.
Læs mere om det under rejsebeskrivelse https://www.mindfulpeople.dk/mindfulness-retreat-italiens/
Siden tidernes morgen har mystikere, munke og spirituelle lærere siddet og mediteret i bjerghuler, på bjergtoppe og trukket sig tilbage i bjergene i perioder. Bjerge har altid været en stor inspiration for spirituelt søgende og udøvende og nævnes i mange buddhistiske, men også kristne tekster.
Der sker noget med os, når vi står på et bjerg og kigger ud over landskabet; hvem træder ikke ud af rotteræset for en stund og rammes af en ærefrygt over universets storhed og livets mysterium, når vi står over skuer ud over et majestætisk bjerglandskab?
Men der er også dette essentielle aspekt, at bjergenes kvaliteter som soliditet, urokkelighed, stabilitet og et ”hjørne af evigheden” er alle kvaliteter, som vi tilstræber under bevidsthedstræningen under et retreat, og ”låner” af bjergene. For slet ikke at tale om den rene bjergluft og det temperede klima, som betyder at gennem mange år har byboere rejst til små bjergbyer som fx Pietralunga, hvor jeg holder retreat, for at få frisk luft og et behageligt klima.
Videnskaben afdækker igen og igen det som oplyste har vidst siden tidernes morgen; at den natur vi er en del af, har en vigtig betydning for vores sundhed. Jordens magnetiske felt, har samme frekvens som et velreguleret nervesystem. Derfor har vi godt af at gå på bare fødder på jorden og blive ”smittet” af jordens frekvens. Træerne, nogle mere end andre, udskiller phytoncider, som får vores krop til at frigive de hvide dræberceller, som bekæmper cancer celler og virus i op en uge efter. Bare det at opholde os i naturen, især med stor biodiversitet, har en afslappende og afspændende, antiinflammatorisk og antidepressiv virkning på vores nervesystem.
Det er blot få, af mange grunde, til at det er dybt healende for vores fysiske og psykiske sundhed at opholde os i en periode tæt ved naturen, mens vi lander dybt i os selv og nervesystemet får en mulighed for at blive velreguleret og komme i balance.
På den måde giver vi kroppens iboende restituerende og selvhelbredende kræfter, de bedste muligheder.
Opmærksomheden kan stilles ind på alt mellem himmel og helvede og gøder alt den falder på
“During the time you are practicing mindfulness, you stop talking – not only the talking outside, but the talking inside. The talking inside is the thinking, the mental discourse that goes on and on inside. Real silence is the cessation of talking – of both mouth and the mind. This is not the kind of silence that oppresses us. It is a very elegant kind of silence, a very powerful kind of silence. It is the silence that heals and nourishes us.”
Thich Nhat Hanh
Mindfulness, yoga og meditation er træning i at kunne være i sin krop og regulere sine følelser. Det indebærer at man ved hvilke følelser, der er og hvordan vi hver især har lært at lægge låg på bestemte følelser og bruge en masse energi på at holde de følelser nede. Når vi lærer at være med dem, rumme dem, frisætter det en masse energi. Mange mennesker har også brug for at lære redskaber til at slappe af, lære at tage vare på sig selv, passe på sig selv. Lære selvomsorg i praksis.
Det er det et retreat kan lære og vise os.
Ofte har vi et område af vores liv, hvor vi lider eller i hvert fald kunne ønske, at noget var anderledes. Eller at vi kunne være i det på en anden måde.
Eller vi ønsker blot at vågne mere op til det korte og dyrebare liv, vi er skænket.
Måske bruger vi vores opmærksomhed uhensigtsmæssigt og har brug for en bedre forståelse af hvordan vi bruger den kraftfulde opmærksomhed, som kan stilles ind på alt mellem himmel og helvede og som gøder alt den falder på….
På et retreat kan man i en gruppe, der er fælles om at fordybe sig, fordybe træningen på måder, som ikke er mulige alene eller uden den kontinuitet, der er på et retreat, hvor opmærksomheden hele tiden guides hjem i dig selv af en erfaren lærer.
Det er den fordybelse af træningen, der er en væsentlig del af årsagen til at man vælger at tage på retreat. Det er en saltvandsindsprøjtning til vores nærvær og vores formelle og uformelle mindfulness praksis, hvad enten vi dyrker yoga, mediterer eller gør andre ting, der hjælper os med at være til stede i nuet.
Et afgørende aspekt af den træning, er den transformative læring: Når vi begynder at få dybere indsigt i hvordan vi bruger vores sind ved at vågne op i og bevidstgøre uhensigtsmæssige mønstre samtidig med at vi får redskaberne og forståelsen til at heale årsagen til dem, får vi muligheden for at gå nye veje…
Når vi ser noget dybt nok, vågner op i det, så forandrer vores verden sig, helt af sig selv.
Vi kan ikke rulle det tilbage og lade det være uset. Vi kan ikke længere lade som om vi ikke ved det. Det vil påvirke vores prioriteter og give os mere bevidste handlemuligheder. Vi får et valg.
Vi står mange gange i løbet af en dag ved en skillevej.
Vil du gøre som du plejer, eller er du villige til at tage nye bevidste skridt ind i ukendt, men mere hensigtsmæssigt terræn?
Nogle gange opdager vi en tilstand i kroppen, som har været ubevidst og ved at være i en sammenhæng, hvor vi er ved at lære redskaberne til at hjælpe og heale os selv, kan vi måske opdage nøglen til en anden måde at være i verden på.
Jeg havde engang en ung mand med på en dags stilhedsretreat i forbindelse med et 8 ugers MBSR forløb. Han var sygemeldt med angst. Hans angstanfald kom bag på ham, så han var også blevet bange for angsten, som altid var værst når han var sammen med andre mennesker. Det var blevet en selvforstærkende ond cirkel for ham. Jo flere angstanfald, des mere angst oplevede han. Han var desperat efter at forstå hvad der skete, så han kunne hjælpe sig selv i de situationer. Han ledte efter årsagen til sin angst, grublede og ruminerede, læste og læste om angst, for at finde løsninger. Men løsningen kom et helt andet sted fra. Den kom fra kroppen.
Under stilhedsdagen opdagede han, at han begyndte at spænde i armene op til et angstanfald og at han ved at gøre noget nyt – at blive opmærksom på armene og afspænde dem samtidig med at han trak vejret bevidst og mødte angsten, faktisk kunne afværge et angstanfald.
Han tog oplevelsen med sig og øvede sig i hverdagssituationer i de kommende uger og da vi afsluttede MBSR-forløbet, fortalte han med det bredeste smil, at han ikke havde haft et angstanfald siden retreatet. Hver gang havde været i stand til at hjælpe sig selv med den indsigt han havde fået under stilhedsdagen.
Det vi kalder transformativ læring kan antage mange former.
Inden i hvert sår, er også nøglen til dets helbredelse – hvis vi tør kigge efter den
“The cave you fear to enter, holds the treasure you seek.“
Joseph Campbell
At tage på retreat fordrer en personlig modenhed. Vi nærmer os ikke stilhedens frugter, det vibrerende, bevidstgørende, frisættende og healende nærvær, uden at det kommer med en pris.
Vi skal være villige til for en stund at forlade hverdagen, slukke mobiltelefonen, faste fra alle informationskilder og kontakt med andre mennesker og turde at være i en nærværende og inderlig kontakt med vores eget indre, uanset hvad hvilke følelser, fornemmelser og oplevelser, der dukker op. Den nok sværeste kunst af alle.
Leonard Cohen synger, at der er et “ crack. Thers is a crack in everything. That´s how the light get´s in.”. Han synger om vores sår som døren til vores opvågning og healing. Eller Rumi, der siger: ”Don´t turn away. Keep your gaze on the bandaged place. Thats where the light enters you.”
Inden I hvert et sår – det sted vi allermindst har lyst til at mærke – er nøglen til vores healing. Men også vejen til at vågne mere op til dette liv.
Gamle sår og fortrængte følelser har det med at røre på sig, når vi bliver stille og energien ikke spildes ud i vores omgivelser. Som en stille vind eller en stor orkan, rusker den i os og vækker gamle, glemte rum til live, som vi troede at vi havde låst af og smidt nøglen langt væk….
Ikke sært at mange mennesker frygter det at blive stille med sig selv mere end et af de mest rå kvarterer i Bronx. At blive konfronteret med sig selv, kan være en barsk affære.
Hvor ofte har jeg ikke kigget ud i rummet på et retreat og tænkt at de mennesker, der sidder her, besidder et ekstraordinært mod.
For der skal mod til at være sammen sig selv.
For når du skal være sammen med dig selv, skal du også turde at være sammen med din dybeste frygt, al din angst, al den ængstelse og stille panik du overdøver i hverdagens hektiske travlhed. Knuden i maven, det tilbageholdte åndedræt. Sorgen du aldrig fik sørget. Sorgen over tab af liv, der aldrig er blevet levet.
Du opdager måske også, at vi mennesker ikke lever evigt eller at du i virkeligheden ikke er særlig god til at være levende, nærværende tilstede i det liv du har. Eller at du ødsler dine dyre øjeblikke bort på endeløse og nytteløse grublerier om fremtiden. At du har gjort dit liv til en stor venten på bedre tilstande, som aldrig synes at komme. Eller at du ikke har taget ansvar for den vrede som bliver vakt igen og igen ved mindste anledning. Eller at familie og venner grovæder af din tid og energi og grænser er noget du kun læser om. Eller at du slæber rundt på andres menneskers lidelser og pynter dig med din selvopofrelse som en medalje, for at undgå den skyld, der har fulgt dig lige siden du kunne huske.
Vi har alle et ”crack”, et sår, en forkerthed, som er lige præcis det sted, der også er vejen til vores healing og et mere nærværende liv.
Det plejer at dukke op i den dosis, som du er i stand til at være med, ligesom at det, der dukker op, er lige præcis det, du har brug for at heale i dit liv lige nu.
Måden det dukker op på, er som regel knap så poetisk og sådan bliver vi hevet sprællende og spruttende ind i en hvirvelstrøm af følelser, som vi har kæmpet imod at mærke hele vores liv…
Heldigvis øser stilheden på et retreat også af en nærende, healende og restituerende kvalitet, som man kunne kalde for kærlighed eller venlighed og nænsomhed. Det er i sådan en sammenhæng, at du for alvor kan opdage hvad det vil sige at drage omsorg for sig selv, blive venlig og overbærende med dig selv, uanset hvad du opdager om dig selv.
Venligheden og nænsomheden er afgørende for at få healet dine sår og dine triggere.
Der dukker det op du indeholder og som du har brug for at blive mere bevidst om. Det er blot meningen at du skal vågne mere op og se tingene som de er.
Når vi ser dem dybt nok, sker forandring af sig selv på måder, som vi ikke kan regne ud eller forudse.
Det frisætter den holdte livsenergi, et slip som mange af os længes efter uden at vide hvad det egentlig er og indebærer. Et slip, der åbner os så vi kan mærke livet, mærke os selv og den glæde og kraft som findes i nærværet, uanset hvad der er i vores liv. Det kalder os hjem, hjem til det sted, vi alle længes efter. Nuet. Livet.
“Take that break. Take that nap. Take that trip. Take what you need — because this world will take everything from you, if you don’t take care of yourself.”
~Yung Pueblo
